Lavere ydelser og aktiv indsats virker

Der var ikke grænser for hvor galt det ville gå her til lands, hvis kontanthjælpsreformen fra 2016 blev indført – i hvert fald ifølge venstrefløjen og en række organisationer. Nu har det været trådt i kraft i snart et års tid, og vi kan derfor gøre umiddelbar status på, hvilke effekter det har haft og hvilke, det ikke har haft.

Lad os tage udgangspunkt i to afgørende elementer af reformen: kontanthjælpsloftet og 225-timers-reglen.

Kontanthjælpsloftet indebærer, at der ikke skæres i kontanthjælpsydelsen som sådan, men at der lægges et loft over, hvor meget man samlet set kan modtage i offentlig ydelse såfremt man er på kontanthjælp. Loftet er meget udskældt, men satserne er selv efter indførelsen høje: Enlige med to børn på kontanthjælp har eksempelvis 10.200 kr. til rådighed *efter* at både skat og faste udgifter er betalt.

Venstrefløjen mente imidlertid, at loftet var komplet urimeligt og ville tvinge børnefamilier ud i fattigdom og ud af deres boliger. Hvordan endte det så? Boligselskaberne sender *færre* rykkere ud end før loftets indførelse. Vi har heller ikke set en stigning i antallet af opsigelser. Folk har altså ikke måtte gå fra hus og hjem, som det ellers blev forudsagt.

225-timers-reglen betyder, at kontanthjælpsmodtagere i løbet af et år skal arbejde mindst 225 timer sammenlagt for ikke at blive reduceret i deres ydelse. Enhedslistens Pelle Dragsted opfattede reglen som en ”ydmygelse” og en ”hammer”, der rammer de berørte personer. I så fald endte det med at blive en af den slags hammere, der har bragt en masse mennesker tættere på arbejdsmarkedet. For siden foråret 2016 (hvor reglen blev vedtaget) er andelen med jobs ved siden af ydelsen steget hver eneste måned sammenlignet med tidligere år. Ret bemærkelsesværdigt viser det sig også, at effekten er *allerstørst* for dem, der direkte er blevet berørt af 225-timers-reglen.

Venstrefløjens skræmmekampagner om reformen er således blevet gjort til skamme af virkeligheden. Vi får nok ikke de store indrømmelser, men i al stilfærdighed må man bare konstatere, at vi er på rette spor. Det betyder dog ikke, at vi skal stille os tilfredse, men i stedet se på, hvordan vi kan reformere yderligere.

Ydelserne nærmer sig et niveau, hvor det kan betale sig at arbejde. Vi mangler dog at sikre en harmonisering med integrations- og uddannelseshjælpen samt at sanktionsmekanismerne rent faktisk iværksættes, når de er relevante. Samtidig skal vi gøre mere for at sikre, at flere bliver erklæret jobparate og at flere kommer i beskæftigelse – også via småjobs. Det kræver, at vi giver kommunerne endnu mere frirum til at administrere den aktive beskæftigelsesindsats i tæt samarbejde med borgeren og det private erhvervsliv.
Kort sagt: Lad os ikke hvile på laurbærrene, men i stedet gøre gode tider bedre!

Skriv en kommentar

Arbejdsmarkeds- og erhvervsordføreren

Arbejdsmarkedspolitik bliver hurtigt en teknisk størrelse, der drukner i komplicerede rådighedsregler og endeløse aktiveringskurser, mens erhvervspolitik bliver en kamp om, hvor meget særstøtte politikerne kan kaste efter udvalgte virksomheder. Her på bloggen tager Christian Broholm et opgør med begge dele og finder den rette vej til et mere fleksibelt arbejdsmarked med højere beskæftigelse og et erhvervsliv, der vækster og innoverer. Christian læser til dagligt Statskundskab på Københavns Universitet.