En vision for Europa del 2: Udfordringerne

Med indgangen til det nye årti kommer Europa til at stå med en række udfordringer, der vil kræve straksopmærksomhed, mange ressourcer og en del politisk snilde.

Først og fremmest vil Brexit blive en realitet og sandsynligvis have en mærkbar effekt på kursen i det europæiske samarbejde. Først og fremmest efterlader briterne et hul på omkring 100 milliarder kroner i EU-budgettet. Herudover mister europæiske virksomheder den hidtil ubegrænsede adgang til det enorme britiske marked. Situationen vedrørende grænsen mellem Irland og Nordirland skal løses og briterne skal bestemme sig for om de ønsker et “special relationship” med EU eller ønsker at gå i en anden retning og atter engang blive en global orienteret stormagt. Brexit betyder dog også, at magtbalancen i det europæiske råd forskydes mærkbart. For, hvor Storbritannien plejede at være en modpol til det fransk-tyske integrationsprojekt, forsvinder nu denne modpol. Lande, som derfor er mere skeptiske overfor stadig mere integration, såsom eksempelvis Danmark, står derfor nu isoleret i rådet. Storbritannien var typisk en borgerlig og reaktionær stemme i EU i flere henseender såsom migrationspolitik og arbejdsmarkedspolitik. Danmark er derfor nødsaget til at danne nye alliancer i EU-rådet som modspiller til den fransk-tyske akse. Østrig og Viségrad-gruppen er åbenlyse partnere, som allerede nu præsenterer en helt ny og reaktionær kurs for EU-samarbejdet.

Folkevandringen mod Europa fra den tredje verden og Mellemøsten er den største langsigtede udfordring for Europa. En blind kulturrelativisme, parallelsamfund, og en skæv demografisk udvikling medfører, at Europas oprindelige kristne befolkninger langsomt bliver udskiftet af en folkevandring af mennesker med et andet religiøst og kulturelt sindelag. Ifølge Eurostat modtog EU-landene i perioden 2008-2017 et samlet antal på over 5.350.000 asylansøgere. Her er altså kun tale om asylansøgere og ikke migranter eller andre former for indvandring. Roden til problemet er en ubegrænset indvandring de seneste 40 år og katalysatoren er den demografiske udvikling. Eftersom, at et befolkningstal vokser eksponentielt, vil der grundet lave fertilitetsrater i EU opstå en kulturforskydning i Europa, ved mindre de ydre grænser styrkes markant og tilstrømningen dernæst helt eller delvist stopper.

Rusland er en trussel mod Europa geopolitisk og det vidner Krim-annekteringen klart om. Ruslands ambitioner om at opnå dominans på det europæiske kontinent har været bærende for russisk udenrigspolitik helt tilbage til slutningen af Napoleonskrigene og de seneste års russisk ageren giver ikke mening til at tro denne ambition har ændret sig. Den største trussel er dog ikke umiddelbart den militære. Den største trussel er derimod de bløde magtmidler som Rusland besidder i form af sin store energieksport til EU-landene. Adskillige EU-lande er helt eller delvist afhængige af russisk gasforsyning. Eftersom, at et hvert moderne samfund ikke kan fungere uden energi, holder Rusland disse lande i et jerngreb. Dermed bliver energipolitik til forsvarspolitik på kort tid. Det er derfor essentielt, at de europæiske lande gør sig helt uafhængige af Russisk energiforsyning. For tiden, er Tyskland i gang med at forværre situationen ved at anlægge sin egen gasledning til Rusland, nemlig North-stream 2. Med en stigende pro-russisk amerikansk administration kan Europa potentielt også blive nødsaget til at stå på egne ben militært for at garantere sin egen sikkerhed.

Den økonomiske krise er langt om længe lagt bag os og det er essentielt, at den europæiske økonomi fremtidssikres. Alt tyder på, at Europa i fremtiden vil blive videnscentreret for hele verden og besidde en økonomi, som i stigende grad består af serviceerhverv og højt-uddannet arbejdskraft. For at imødegå denne skæbne optimalt er det essentielt, at EU sætter sig i førersædet med hensyn til opkvalificering, digitalisering, cyber-security og innovation.

Skriv en kommentar