Kort sagt: Forbud løser ikke integrationsproblemerne!

 Søren Pape presser i disse dage Lars Løkke Rasmussen, og resten af regeringen, for at indføre et burka-forbud. På trods af Papes sikkert gode intentioner, så er problemet, at sådanne forbud ofte har uhensigtsmæssige konsekvenser. Jeg ønsker lige så lidt som Søren Pape, og nogen andre, at kvinder i visse kredse tvinges til at tildække dem selv, men at tro, at man kan lovgive sig ud af problematikken er simpelthen en skråplan og ren symptombehandling.

Først og fremmest er det uhyre svært at kontrollere, hvordan folk påklæder sig inden for hjemmets fire vægge, og gennemtvinger man et burka-forbud, så risikerer man blot, at den sociale kontrol øges, og de kvinder, som bliver ramt af forbuddet, får udgangsforbud og helt bliver nægtet at færdes i det offentlige. Det er en politisk falliterklæring at tro, man kan lovgive sig ud af alle problemer. Ønsker man virkelig at forbedre integrationen, så bør man i stedet fokusere på at styrke den tværsektorielle indsats i de udsatte områder, og i langt højere grad inddrage private- og civileaktører. Positiv integration kan ikke gennemtvinges oven fra og ned, men er en proces som tager tid, og som i høj grad er afhængigt af et stærkt civilsamfund!

Taget i betragtning af at der reelt kun er tre kvinder i Danmark, som går med burka, så virker Papes udspil i højere grad som vælgerpleasing end et reelt ønske om at mindske den negative sociale kontrol. Det synes jeg er ufatteligt ærgerligt, når vi står i en situation, hvor 59 procent af unge indvandrekvinder på mellem 18-29 år, som bor i socialt udsatte boligområder, føler de får begrænset deres frihed og selvbestemmelsesret af deres familie med hensyn til valg af kæreste eller ægtefælle. Ønsker Søren Pape virkelig at komme kvindeundertrykkelsen til livs, så vil jeg foreslå ham, at han bør bruge sin tid og ressourcer på at fokusere på de 59 procent, som ikke føler de selv må vælge deres kæreste eller ægtefælle, frem for at lave symbolpolitiske lovforslag, som reelt kun er til for at please vælgerne!

 

Skriv en kommentar

Flygtninge- og integrationsordfører

Her på bloggen kan du læse indlæg fra vores flygtninge- og integrationsordfører, Naja Marie Sanvig Knudsen.

Jeg debatterer om forskellige aktuelle emner inden for flygtninge- og integrationsområdet. Specielt integrationsdebatten har min interesse, her på bloggen kan du derfor her læse min tanker om, hvordan vi løfter integration, og hvordan vi forhindre yderligere radikalisering af unge i farezonen!

Læs gerne med og blad dig endelig i debatten :-)