Et spørgsmål om danskhed

SKREVET AF GÆSTEBLOGGER NICOLINE GAARDSØE, MEDLEM AF KIR POLICY-GRUPPEN, VU LYNGBY

Hvornår er man egentligt dansker?

Den der er hurtig på aftrækkeren ville gøre opråb omkring forskellige spisemønstre som forskellige kulturer har, hvor vi i Danmark har flæskesteg, frikadeller, eller hvad vi nu ellers ynder at smaske os i fra grisen, som typiske nationale særretter. Er man så ikke dansker, hvis man ikke spiser dette, såsom DF mener? Dette mener jeg dog er en besynderlig opfattelse, da jeg ikke kan se hvorfor en vegetar ikke skulle være lige så dansk som jeg. Modargumentet ville hurtigt blive, at der jo netop også er forskel på en veganer, som slet ikke vil spise dyr og en som gør det, fordi at det er dikteret i deres religion. Men dog tildeles, da det efter min opfattelse ikke ændrer på det store i forhold til min tilgang til tingene. Personligt har jeg oftere haft vrede veganere være efter mig over de massive mængder af gris, jeg indtager, end muslimer. Ydermere har der stille og roligt spredt sig en tendens om, at ”morale er godt, og dobbelt morale er dobbelt så godt” i det danske samfund, hvilket i allerhøjeste grad kommer frit til skue i religionsdebatten. Danmark er og bør forblive et land, som i høj grad bygger på værdier vi kender fra kristendommen såsom solidaritet, tolerance og barmhjertighed, som vi ser afspejlet i grundloven hvor frihedsrettighederne stedfastes. Dette har jeg i sinde, at kæmpe for indtil mit sidste åndedrag. Dog betyder dette ikke, at mennesker med en anden tro ikke skal have mulighed for at være med i vores vidunderlige samfund. For religion er en privat sag, og bør kun være mellem du og den gud, du tror på. Det eneste, som jeg mener netop skal bevares i vores samfund er de gode værdier, som kristendommen repræsenterer, men disse er netop ikke forbeholdt kristendommen, men er generelle moralske og etiske opfattelser af medmenneskelighed i mange trosretninger, som er byggestenene i vores moderne demokrati og kultur. Endvidere ville jeg vove at påstå, at det danske folk allerede eksisterede før vores tro på den kristne Gud og Jesu genopstandelse, når der står skrevet i sten, ”den Harald som vandt sig Danmark al og Norge og gjorde danerne kristne”. Derved kan der simpelt konstateres, at den kristne religion eller dens værdier intet har at gøre med at være dansk, eftersom danernes eksistens allerede var etableret.

Den mere eftertænksomme anskuer ville grave dybere ned og sætte spørgsmålstegn ved vores biologiske ophav. Det er efterhånden alment kendt at menneskeracen ikke opstod i Danmark, og at Danmark først blev befolket for ca. 15.000 år siden af de første rensdyrjægere, som vandrede over den nutidige tyske grænse. Så altså bygger hele den danske befolkning vel i en urgammel indvandringsbølge? Så hvornår har vi virkelig retten (og æren) til at kalde os selv danske? Vi har allerede konstateret at dette intet har med hudfarve, religion eller madvaner at gøre, som desværre netop er det debatten ofte omhandler. Men lad os prøve at gå mere sagligt til værks. Er man så dansk når man er statsborger? Har danske forældre? Født og opvokset i det danske land? Eller skal ens forfædre i en hvis mængde generationer have været danske før en selv? Mange søger i debatten at sætte danskhed på form, hvilket jeg ikke mener skaber det mest retvisende billede. I virkeligheden ligger det store spørgsmål vel i, hvorvidt man mener et tilhørsforhold, en følelse, skal kunne sættes på tal?

For er det i virkeligheden er danskhed så ikke en følelse, som brænder inde i os selv? Når tilhørsforholdet, stoltheden og kærligheden giver lyst til ikke blot at forsvare sin egen familie, men hele nationen? Danskhed kan ikke blive givet- eller taget fra dig. Det er en personlig opfattelse af dig selv i et større billede og fortælling om Danmark. Derved kan det slutteligt konkluderes, at danskhed vil blive beskrevet forskelligt fra individ til individ, eftersom det bunder i vores egen opfattelse, og dermed naturligt vil bestå af en afmåling af forskellige kriterier, i forhold til vores personlighed, da vi ville have forskellige anskuelser på vigtigheden af karakteristikaene. I virkeligheden kan danskheden beskrives som den alt overskyggende kærlighed til sit ophav og sin kultur. Den kærlighed som aldrig forgår, men kun vokser dag for dag. Når trygheden breder sig ved synet af symbolerne i hverdagen som vi genkender og finder varme og tryghed i, som var det vores mors ansigt vi kiggede på.

Skriv en kommentar

Kultur-, ideologi- og religionsordføreren

Nana Hyttel Alrø kigger her på bloggen nærmere på, hvordan vi gør Danmark mere liberalt. Blandt andet bliver der lagt fokus på det ansvar, man som individ og stat har i et frit samfund. Derudover stiller hun spørgsmålstegn ved, hvad liberal kultur- og ligestillingspolitik egentlig er for en størrelse og hvordan vi skaber et mere sekulært samfund.
Til daglig studerer Nana jura på Københavns Universitet