Det ER retfærdigt at over 1.000 sigtes i børneporno-sag

Indlægget er skrevet af medlem af den retspolitiske policy group, Rikke Møller

DETTE INDLÆG ER SKREVET AF TIDLIGERE ORDFØRER PÅ OMRÅDET, STEPHANIE LEMMING

Det er retfærdigt at over 1.000 unge sigtes i børneporno-sag 

Det er næppe gået nogens næse forbi at flere end 1.000 unge over hele landet i disse dage er blevet sigtet for udbredelse af to videoer og et billede, som har pornografisk indhold. Personerne, som optræder på materialet, var begge 15 år på tidspunktet for optagelsen. De sigtede selv, deres forældre og en chokerende mængde af Facebook-brugere mener, at dette er en uretfærdig behandling af de unge mennesker, fordi de nu kan risikere at få en plet på deres straffeattest. Jeg har de sidste par dage måtte lægge øjne og ører til en række argumenter som bakker denne påstand op. Jeg har samlet de dummeste her.

”De er over 15 år”

Det er korrekt at personerne, som optræder på materialet, begge var 15 år på tidspunktet for optagelsen. Den seksuelle lavalder har dog ingen betydning for sigtelsen, idet de over 1.000 unge er sigtet for udbredelse af pornografisk materiale af personer under 18 år efter Straffelovens § 235.

”Det blev ikke delt offentlig på Facebook – man kan da ikke sigtes for noget, man har delt på Messenger”

Det fremgår af Straffelovens § 235 at den, som udbreder pornografisk materiale af personer under 18 år, kan straffes. Hvis man slår ”udbreder” op i en ordbog, så betyder det noget i retningen af, at man udbreder noget, når man fortæller eller på anden måde videregiver noget, så det kendes af mange. Der står altså ikke nogen steder i strafbestemmelsen, at man skal have offentliggjort det pornografiske materiale på Facebook, hvorfor man sagtens kan straffes for, at have udbredt det omtalte materiale på Facebooks beskedtjeneste ”Messenger”.

”De vidste ikke, at det de gjorde, var ulovligt”

Blot fordi man ikke er klar over, at man bryder en lov, betyder det ikke, at man kan undgå at blive straffet for det. Det har altså slet ingen betydning, hvorvidt de over 1.000 unge ikke var klar over det ulovlige i deres handlinger – det bliver handlingen ikke mindre ulovlig af. Ud fra diverse artikler og nyhedsudsendelser udleder jeg, at de sigtede unge er overraskede over, at de overhovedet er blevet sigtede og at de er overraskede over det alvorlige i den handling, de har begået. Jeg kan se, hvorfor det er ærgerligt at opdage den slags via en sigtelse modtaget i en E-boks, ligesom jeg kan se, hvorfor det er dyre lærepenge. Men man kan jo ikke undlade at sigte folk på baggrund af deres uvidenhed eller fordi man synes at det er synd for dem. Hvad ville der så ikke ske, næste gang nogen stjæler noget i Netto? Skal de så gå straffri, hvis de siger, at de ikke vidste, at tyveri var ulovligt? Det hænger ikke sammen i eksemplet med tyveri og derfor hænger det heller ikke sammen i den her sag. Det er altafgørende for de danske borgers retssikkerhed, at man sigter dem, som har begået en ulovlig handling og det uanset hvad den ulovlige handling er.

”De vidste godt, at de blev optaget”

Mira Bech, som har stået frem i medierne vedrørende sin egen sigtelse, har bl.a. udtalt at pigen i videoen godt vidste at hun blev optaget, hvorfor det virker uretfærdigt for Mira Bech, at hun bliver sigtet for at have delt og/eller modtaget materialet. Mira Bech og de over 1.000 andre unge er blevet sigtet for udbredelsen af det pornografiske materiale, hvorfor det ikke har nogen betydning for sigtelsen, hvorvidt personerne på videoen, vidste at de blev optaget eller ej. Det er slet ikke relevant. Det relevante er, at der er blevet udbredt pornografisk materiale af personer under 18 år – sigtelsen vedrører ikke hvordan materialet blev til. Denne udtalelse lyder i øvrigt som et forsøg på victim-blaming, hvor det næsten ligger implicit, at hvis man lader sig optage i en sådan situation, må det være forventeligt for én, at det bliver sendt videre. Det er forkert. Victim-blaming er en kedelig tendens, som vi kan diskutere en anden gang.

 

Mira Bech kalder sagen for ”verdens mest åndssvage sag”. Red Barnet kalder den for ”en af de værste krænkelser optaget på kamera i Danmark”. Jeg må afslutningsvis erklære mig enig med Red Barnet.

Skriv en kommentar

Retsordføreren

Ivan Al-Hilali beskæftiger sig med retspolitiske aspekter som borgernes retssikkerhed, overvågning og frihedsrettigheder. Han giver her på bloggen, sin mening tilkende om aktuelle liberale retspolitiske emner.

Ivan er 22 år og studerer til daglig statskundskab på Aarhus Universitet.