2017’s mest forbigåede retspolitiske nyhed

DETTE INDLÆG ER SKREVET AF TIDLIGERE ORDFØRER PÅ OMRÅDET, STEPHANIE LEMMING
Den retspolitiske debat har i den store offentlighed primært handlet om efterskælvene efter den store flygtninge- og migrants bølge som skyllede ind over Danmark i 2015. I 2017 har der dog været en nyhed, som næsten konsekvent har undveget avisspalterne hos de fleste større danske aviser. Sagen endte med grundlæggende at handle om noget så sexet som forholdet mellem Danmark og EU-retten, mere bestemt hvornår EU-domstolene har lov til at ”over-rule” dansk ret. Sagen startede som en arbejdsmarkedsretslig tvist mellem en medarbejder og hans arbejdsgiver, virksomheden Ajos. Medarbejderen havde arbejdet i virksomheden i over 25 år, hvilket ifølge funktionærloven gav ham ret til en fratrædelsesgodtgørelse. Funktionærlovens §2a, stk. 3 sagde dog dengang at hvis man inden man var fyldt 50 år, havde indtrådt i en arbejdsgiver betalt pensionsordning, så mistede man retten til fratrædelsesgodtgørelsen. Sagen i Danmark var altså meget klar. Der forelå en klar retstilstand med en lov, hvor der ikke var tvivl om ordlyden, samt en klar praksis fra domstolene, som i sidste ende ville betyde at virksomheden ikke skulle betale en fratrædelsesgodtgørelse.

 

Henover de sidste par år havde EU-domstolene begyndt at udvikle et princip som senere blev kendt som ”princippet i mod forskelsbehandling på baggrund af alder”. På tidspunktet for Ajos-sagen eksisterede der allerede et beskæftigelsesdirektiv fra EU, som forpligtede medlemslandende til at sikrer at der ikke foregik diskrimination i medlemsstaterne på baggrund af alder, køn, seksualitet osv. Udfordringen med beskæftigelsesdirektivet var dog, fra et EU-politisk synspunkt, at direktivet ikke havde direkte horisontal virkning. I EU-retten kan en retsakt havde horisontal eller vertikal virkning. Den vertikale virkning betyder at det altid er muligt at anvende EU-bestemmelsen overfor staten som borger i et medlemsland. Den horisontale virkning betyder at det er muligt at anvende EU-bestemmelsen hvis der eksistere en retstvist mellem to borgere i et EU land. Den vertikale virkning var allerede fastslået, hvilket også betød at Region Syddanmark tidligere var blevet dømt til at betale en fratrædelsesgodtgørelse til en medarbejder, da regionen som offentlig arbejdsgiver tæller ind under staten i EU-rettens øjne. En helt anden situation opstod således da konflikten stod mellem to private borgere.

 

EU-domstolene havde som tidligere nævnt begyndt at give direktivet direkte virkning, ved at udvikle princippet imod forskelsbehandling på baggrund af alder. Det startede ved nogle tyske sager, hvor deres arbejdsmarkedslovgivning blev tilsidesat af EU-domstolene med baggrund i at det var en overtrædelse af princippet i mod forskelsbehandling.

Det var også på den baggrund at højesteret i Danmark blev i tvivl om hvordan EU-rettens princip skulle fortolkes når der allerede var en så klar retstilstand, som der gjorde. Derfor sendte højesteret et præjudicielt spørgsmål til EU-domstolene hvor de spurgte hvordan konflikten skulle løses fra et EU-retligt synspunkt.

 

Svaret fra EU-domstolene var meget klart: den danske lovgivning er i strid med EU-retten og hvis ikke det er muligt at fortolke den danske lov i overensstemmelse med EU-retten skulle højesteret helt undlade at anvende loven. EU-domstolene havde altså uden at der eksisteret en egentlig hjemmel i nogen EU-lov, besluttet hvordan en dansk arbejdsmarkedskonflikt skulle løses.

 

Det blev ventet at højesteret ville følge EU-domstolenes afgørelse og fastslå at medarbejderen skulle have fratrædelsesgodtgørelse. Højesteret gjorde dog det præcis modsatte og frikendte virksomheden. Højesteret mente, modsat EU-domstolene, ikke at man kunne anvende princippet i mod forskelsbehandling i tvister mellem borgere fordi det ville være en overtrædelse af grundloven. Grundlovens §20 siger at det kræver 5/6 flertal for at afgive suverænitet til en anden organisation og at dette skal ske i ”nærmere bestemt omfang”. Udtrykket ”nærmere bestemt omfang” betyder at det skal være meget klart defineret, hvad Danmarks suverænitetsafgivelse indebærer. I forhold til EU, skal alt den suverænitet vi overlade, ske i en tiltrædelseslov som vedtages af Folketinget. På den baggrund mente højesteret at den EU-ret som ikke er nævnt i den tiltrædelseslov ikke kan anvendes i Danmark uden at være på kant med grundloven og det var lige præcis hvad princippet imod forskelsbehandling var, princippet var nemlig baseret på chatret om de europæiske menneskerettigheder samt forskellige europæiske forfatningsmæssige traditioner. Men på den baggrund kunne højesteret altså sige EU-retten i mod. Hvad der er særligt ved sagen set fra et politisk synspunkt, er at der bliver sat hegnspæle for EU-rettens dynamiske fortolkning, hvor der ikke nødvendigvis skal eksistere en lovhjemmel før EU-retten skal skabe nye gældende regler for borgerne og staterne i EU.

Skriv en kommentar

Retsordføreren

Ivan Al-Hilali beskæftiger sig med retspolitiske aspekter som borgernes retssikkerhed, overvågning og frihedsrettigheder. Han giver her på bloggen, sin mening tilkende om aktuelle liberale retspolitiske emner.

Ivan er 22 år og studerer til daglig statskundskab på Aarhus Universitet.