Kort sagt: Ændrer lovforslaget om peberspray noget?

DETTE INDLÆG ER SKREVET AF TIDLIGERE ORDFØRER PÅ OMRÅDET, STEPHANIE LEMMING
Endelig vil regeringen tillade peberspray i hjemmet. Vores almindelige kværn fungerer også elendigt, og jeg kan aldrig få mine bøffer pebret nok.” – Jodel, 24/01 2018.

Ovenstående citat mødte mig på Jodel, som er en app, hvor du anonymt kan poste et indlæg. Alle indlæg kan derefter ses af folk, der befinder sig indenfor en radius af 10 kilometer, fra hvor indlægget er blevet postet. Men tilbage til citatet. Det har god snert af ironi overfor nyheden om, at regeringen i efteråret vil fremstille et lovforslag, der skal gøre det lovligt at have peberspray i hjemmet, eller at bære en på sig, såfremt man tidligere er blevet overfaldet eller bliver forfulgt.

 

Jeg kan godt lidt sætte mig ind i tankegangen bag jodelen. For hvad kan lovforslaget egentlig reelt ændre?

Retten til at bære peberspray i hjemmet giver selvfølgelig et større manøvrerum, når det kommer til at forsvare sin bolig overfor fx en indbrudstyv. Men det er også umiddelbart det eneste positive, jeg ser ved lovforslaget. Når jeg har tænkt peberspray, har jeg altid tænkt muligheden for at forsvare sig, såfremt man skulle komme ud for den uheldige situation, at nogen forsøgte at overfalde dig. Bid venligst mærke i ordet ’forsøgte’. Jeg ønsker at peberspray skal være et præventivt middel, der forhindrer at man bliver udsat for kriminalitet i første omgang, og ikke et reaktivt middel, som man bruger når man først er blevet udsat for overfald eller indbrud.

 

Nogle kalder det en liberal sejr. Andre siger det intet rykker. Jeg mener forsat, at vi skal gøre peberspray lovligt som præventivt middel, og lade det gælde fuldt ud under Straffelovens §13 om nødværge – og i forhold til det rykker dette lovforslag ikke meget. Alligevel vil jeg dog gerne slutte af med at rose regeringen, for at tage det første spæde skridt i en sej kamp, for at sikre at ofrets ret til at forsvare sig.

Skriv en kommentar

Retsordføreren

Ivan Al-Hilali beskæftiger sig med retspolitiske aspekter som borgernes retssikkerhed, overvågning og frihedsrettigheder. Han giver her på bloggen, sin mening tilkende om aktuelle liberale retspolitiske emner.

Ivan er 22 år og studerer til daglig statskundskab på Aarhus Universitet.