Tager “lovmageriet” overhånd?

Med lov skal land bygges – Det tror jeg, at de fleste kan tilskrive sig. Love er fundamentet for, at forklaringskraften for retsstaten stadig er gyldig. At vi har rettigheder og procedure nedskrevet i grundloven, og at vi kan gøre, hvad end vi ønsker indenfor de rammer – Men er vi nået til et punkt, hvor man ikke blot bygger land på love, men hvor man bygger alt på love, og hvor det ikke længere er et fundament, men et mantra, at løse problemer med love?

Forleden kunne man læse, hvordan nogle politikere ønsker at forbyde musik imens man cyklede. Begrundelsen var i sig selv vældig smuk i manges øre, men løses det virkelig ved lov? Snarere end ved rationel tænkning, god opdragelse og pli? For selvfølgelig giver det udmærket mening, at man skal være opmærksom et sted som i trafikken, men det lærte mine forældre mig, det lærte loven mig ikke.
Et retssamfund skal ikke tage særlige hensyn til følelser, et retssamfund skal ikke være belærende eller opdragende – et retssamfund skal skabe rammerne for individernes mulighed for udfoldelses af deres frihed, som de ønsker. Trods alt har vi individer selvbestemmelse på mange områder, som i sidste ende kan skade os, men det er en konsekvens som vi selv vælger at tage – den skal loven ikke tage for os.

Den enorme lovgivning bliver et strukturelt problem, der holder folk nede; om det er det føromtalt forbud mod musik, lovgivning, som omhandler kontanthjælp, hvor vi som en narresut parkerer mennesker på offentlig forsørgelse eller om det er racismeparagraffen, som opium til folket, der lindrer øjeblikkeligt, men ikke fjerner grundlaget til de racistiske ytringer. Hvad racismeparagraffen angår, findes der meget vel en grænse for, hvad man bør tillade sig, men grænsen bør være moralsk snarere end juridisk – Og man kan beklage sig over, at moralen ikke har det så godt ved alle mennesker, når visse folk insisterer på at besudle andre, når de konstant kaster rundt med latrinære racistiske-superlativer uden videre at tænke sig om – men bør man så lovgive imod alle? Nej.
Jeg er klar over, at et muligt lovgivningsstop ikke sker foreløbigt, men det må være et opgør man må tage på sigt. – Idéen om at love løser alt er et romantiseret forhold, hvor man forholder sig blindt samt virkelighedsfjernt til fornuften ved individet. Og meget vel kan det være mine tanker, som er virkelighedsfjerne, men sammenlignet med hvad er de virkelighedsfjerne? Så vidt jeg ved, har vi ikke prøvet andet.

”Bellum omnium contra omnes” sådan beskriver Thomas Hobbes naturtilstanden, hvori mennesket er i krig mod hinanden. Som liberal tror jeg dog på fred som normen, hvor individet kender godt og ondt, og hvor vi fungerer i et samfund, uden at ikke krænke hinandens frihed – og for det meste lever vi også således. Vi bliver bare nødt til at indrømme overfor os selv, at love ikke løser alle vores samfundsproblemer. Vi bliver nødt til at tænke over, hvor stort et mandat vi ønsker at give politikerne? Mit politiske ønske for fremtiden er, at politikere genfinder troen på det rationelle individ, snarere end at begrænse det ved lov. – en overdosis af love løser ikke alt.

Skriv en kommentar

Retsordføreren

Ivan Al-Hilali beskæftiger sig med retspolitiske aspekter som borgernes retssikkerhed, overvågning og frihedsrettigheder. Han giver her på bloggen, sin mening tilkende om aktuelle liberale retspolitiske emner.

Ivan er 21 år og studerer til daglig statskundskab på Aarhus Universitet.