Statselskerne jubler over aflyst skattereform på danskernes bekostning

Hele den danske stand af statselskende venstrefløjstyper jublede forleden dag, da regeringen annoncerede, at den storstilede skattereform er fejet af bordet. Den helt almindelige danske borger får altså ikke lov til at beholde flere af deres egne penge, som der ellers af flere omgange blev bebudet. Alt imens den danske lønmodtager fortsat skal leve med en statslig beslaglæggelse af halvdelen af sin indkomst, så jublede blandt mange andre Kristian Thulesen Dahl og Nick Hækkerup gevaldigt over denne status quo. DF-formanden skrev eksempelvis følgende på Twitter: Godt at historisk store skattelettelser er udsat. Udsigt til god lille pakke. Der bliver altså på eklatant vis jublet over, at danskerne stadig ikke får lov til at beholde flere af deres egne penge – det synes jeg er sørgeligt.

Statselskernes ustoppelige jubel udstiller på bedste vis, hvilket arrogant forhold de har til almindelige danskeres surt tjente penge. De lader sig begejstre over, at kassemedarbejderen i Netto fortsat skal knokle til en beskeden løn samtidig med at skatteflænseriet fortsætter. Aflysningen af Danmarkshistoriens største enkeltstående skattelettelser betyder, at lavtlønsdanskere går glip af en markant reallønsfremgang – det er ærgerligt og utilstedeligt. Jeg begriber ikke, hvordan man, som selvudnævnt talerør og repræsentant for de lavest stillede arbejdere og mennesker i dette samfund, kan juble over deres glippede mulighed for at få mere luft i deres privatøkonomi.

Medens de glubske statselskende formyndere sidder godt til rette oppe i deres ophøjede Babylons tårn, så vil den store danske arbejderklasse stadig leve med den enorme skattebyrde der ikke kun mindsker produktiviteten, kreativiteten og virkelysten, men også på et moralsk plan er helt uforsvarligt. Der er blevet jublet over skattereformen på skatteborgernes dyrbare bekostning.

Skriv en kommentar

Skatte- og finansordføreren

Velkommen til Skatte- og finansbloggen! Her vil der blive skrevet om et simplere skattesystem, færre afgifter og en generelt mindre statslig indblanding i økonomien. Derudover vil Skatte- og finansordføreren, August Stengaard, forklare et ellers svært emne med let-forståelige eksempler. Så læs med når der bliver slået et slag for en liberal økonomisk politik!