Velfærdsstatens udgiftseksplosion er ikke noget at være stolt af

Kristian Jensen fremturede i sidste uge stolt rundt med nyheden om, at de offentlige udgifter i de seneste 17 år er steget med 136 milliarder kroner. Den selvbenævnte liberale finansminister pointererede vigtigheden af, at Venstre i 13 af de 17 år har haft regeringsmagten. Den bagvedliggende logik bag Kristian Jensens stolthed over udgiftseksplosionen er, at når verdens største offentlige sektor bliver endnu større, så bliver den også endnu bedre. Det er helt og aldeles forkert og dybest set udtryk for en grundlæggende disrespekt for borgernes hårdt-tjente penge.

Hvis man ud af det blå vælger at hæve prisen på en liter mælk, så bliver kvaliteten af den grund ikke bedre. Nej, så bliver den liter mælk egentlig bare dyrere. Nu er det danske salg af mælk heldigvis overladt til dygtige danske landmænd, som er udsat for (rigtig hård) konkurrence. Det presser dem til at gøre deres ypperste for at skabe et så godt og omkostningseffektivt produkt som muligt, som forbrugerne gerne vil have. Den danske velfærdsstat er desværre ikke udsat for samme sunde konkurrence, hvilket har avlet den falske tro på, at en dyrere offentlig sektor er en bedre offentlig sektor.

Når statselskerne har ladet en decideret udgiftseksplosion ske, så er det på bekostning af helt almindelige og redelige danske borgere. De oplever nemlig en fortsat ukuelig vilje til at lade skatteskruen bore endnu dybere ned i deres lommer og deres skattekroner går så til en hamrende ineffektiv velfærdsstat. Det er decideret bedrøveligt.

Så Kristian Jensen, velfærdsstatens udgiftsmageri i de seneste 17 år er ikke noget at smykke sig med og være stolt af. Tværtimod burde det lede til liberal selvransagelse om, at man ikke har gjort det godt nok som politiker valgt på borgerlige Venstre-stemmer.

Skriv en kommentar

Skatte- og finansordføreren

Velkommen til Skatte- og finansbloggen! Her vil der blive skrevet om et simplere skattesystem, færre afgifter og en generelt mindre statslig indblanding i økonomien. Derudover vil Skatte- og finansordføreren, August Stengaard, forklare et ellers svært emne med let-forståelige eksempler. Så læs med når der bliver slået et slag for en liberal økonomisk politik!