2018: året for bedre uddannelse?

Vi skriver nu 2018, men hvad byder det nye år egentlig på, når det kommer til uddannelse? Vi dykker ned i dagsordenen for det nye år og ser på hvad der er på tegnebrættet!

SUen på slankekur

I forhold til det vi allerede ved er på tegnebrættet så står det helt klart, at der kommer til at blive set på SUen. Det bliver næppe den helt store liberale omlægning, som vi ellers kunne håbe på. Men et lille skridt kan også gøre rigtig meget på et område, hvor politikerne sjældent tør gøre noget af frygt for vrede demonstranter på slotspladsen.

I dag bruger vi ca. 20 mia på SUen – en udgift der kun er steget de seneste år. Derfor kan et lille skridt også frigive en pæn pose penge. Som det ser ud nu, kan man nok godt forvente en model, der minder om den, der blev præsenteret i den tidligere regerings 2025 plan. her lagde man op til at stipendiet (det der bliver udbetalt direkte) sættes ned med 800 kr. så det skulle ligge på 4300 kr. efter skat. Muligheden for SU-lån skulle samtidig hæves så den ligeledes endte på 4300 kr. således at der er et 50/50 forhold. Derudover lagde man i sin tid op til at det 6. SU år skulle fjernes, så der kun er SU til den nomerede tid.

En anden mild løsning, som var det ekspertgruppen på SU-området nåede frem til i sin tid, er at fjerne SUen helt på kandidaten, da man så ikke afskrækker folk fra at tage en videregående uddannelse. Samtidig er ideen at kandidaten bliver et tilvalg fremfor en selvfølge for de studerende, der i dag ikke alle bruger deres kandidatuddannelse så relevant, som det kunne være tilfældet.

Præcis hvornår man kommer til at tage hul på SU-forhandlingerne vides ikke helt, men efter at det ikke lykkedes at lukke en aftale i efteråret, er der en stor motivation for regeringen for at få landet en aftale i år.

Udflytningsrunde 2.0

I dag d. 17/1 bliver sløret løftet for udflytningsrunde nr. 2, og i denne omgang gælder det også uddannelser! ca. 1000 uddannelsespladser flytter ud til provinsen.

Målet bliver dels at få en større grad af geografisk spredning, så der er en større grad af balance på danmarkskortet. Samtidig forsøger man at lægge uddannelsespladser tæt på store virksomheder, der kan have gavn af arbejdskraften. Dette skaber uden tvivl også nogle gode muligheder for et tættere samarbejde mellem uddannelsesinstitutioner og virksomheder, hvilket i den grad er gavneligt.

Det er dog helt essentielt at fagligheden stadig er i fokus, og derfor er udflytningerne også spændende at holde øje med ift. hvilke uddannelser der udflyttes, og hvordan udflytningen sker. Giver man eks. universiteter bedre mulighed for at køre satellit-afdelinger som Syddansk eks. har gjort i Esbjerg eller skal der åbnes speciale afdelinger inden for et hvis fag de pågældende steder?

Udflytningen er i hvertfald ikke en dårlig ide – så længe det bliver gjort ordentligt.

 

Det var lidt om hvad der i hvertfald sker i 2018 – men hvad burde der ske? Læs med i næste uge, hvor der bliver skrevet om netop dette! 

Skriv en kommentar