Bevillings… hvad for en nød?

 

I sidste uge blev der forhandlet et nyt bevillingssystem på plads for de videregående uddannelser. Helt overordnet bliver der gjort op med færdiggørelsestaxametret, sat fokus på beskæftigelse efter endt uddannelse, og den største del udgøres nu af et aktivitetstilskud, hvor det er antallet af timer den studerende har på sit studie, der er afgørende.

 

Dette blogindlæg kigger lidt nærmere på de forskellige elementer i det nye bevillingssystem, og hvorfor det har været nødvendigt at ændre det i det hele taget

 

Hvad er et bevillingssystem overhoved?

Helt kort er bevillingssystemet, den måde hvorpå, vi giver de videregående uddannelser penge. Det er sammensat af flere taxametre / tilskud, der gives ud fra forskellige hensyn og krav. Indtil nu har de tre elementer været færdiggørelsestilskud, institutionelle / faste tilskud samt et ”almindeligt” taxametertilskud, der variere alt efter hvilken slags uddannelse, der er tale om (der bliver således gjort forskel på hvorvidt der er tale om en humanistisk eller en naturvidenskabelig uddannelse)

Det gamle og det nye bevillingssystem (klik for at forstørre).

Skærmbillede 2017-11-30 kl. 18.12.19 

Fra færdiggørelsesbonus til resultatstilskud

Det mest udskældte element i det tidligere taxametersystem har været færdiggørelsestilskuddet, der netop belønner universiteter for at deres studerende bliver færdige, og særligt de der bliver hurtigt færdige. Det er på ingen måde en dårlig intension, der ligger bag ved dette taxameter, men det har desværre medført et negativt incitament til at flere studerende får lov at bestå, da det giver flere penge i universiteternes pengekasser. Det gør naturligvis intet godt for fagligheden, og derfor er det nye resultatstilskud også et forsøg på at gøre op med de dårlige incitamenter fra færdiggørelsestaxametret.

Med resultatstilskuddet er der ikke kun fokus på hurtig færdiggørelse men også kvalitet og beskæftigelse efter endt uddannelse. Med al sandsynlighed kommer det, at fokus er på flere forskellige ting kvalitetsmæssigt, til at gøre det nemmere at holde et bredt fokus på kvaliteten af uddannelses for de enkelte universiteter fremfor at uheldige incitamentsstrukturer fører til en dalende faglighed.

 

New is always better?

Man kan så spørge sig selv om det nye bevillingssystem er bedre end det gamle. At det nu vedtagene bevillingssystem tager et opgør med færdiggørelsestaxametret er et klart plus i bogen. Hvorvidt det øgede grundtilskud på 25% gør det nemmere at drive universitet kan være svært at vurdere, men overordnet vil der ikke være store svingninger i, hvor mange penge universiteterne får som følge af det nye bevillingssystem. Kun resultatstilskuddet kan være svært for universiteterne at regne sig frem til, men når det kun udgør 7,5% af det samlede tilskud, er det heller ikke umuligt stadig at lægge fornuftige budgetter.

 

Kunne man have gjort mere?

Det mest interessante element i det nye bevillingssystem er som tidligere nævnt resultatstilskuddet. Det giver incitament til at sikrer en høj faglighed og færdiggørelse til tiden samtidig med, at der imødekommes de kompetencer, der er behov for ude på arbejdsmarkedet – alt i alt nogle rigtig positive elementer, som man gerne vil have universiteter til at fokusere på. Spørgsmålet er dog om det er en tilstrækkelig ambitiøs procentsats, når tilskuddet kun udgør 7.5 % af det samlede beløb.

Det svære ved at skrue procenten i vejret bliver i midlertidig, at det gør indtægten for universiteterne mere usikker, og derfor bliver det også svære at drive universitet, hvis en stor andel af ens tilskud afhænger af vekslende parametre.

De 7.5% er måske lave, men kan også ses som et meget fint niveau til at starte med, der så kan øges, som man efterhånden ser resultaterne af de nye indretning af tilskuddet.

 

 

 

Skriv en kommentar